En frisk start

Som skrevet for et par dage siden stod det skidt til med 16-ugers projektet. Det var nærmest som om det drænede mig (og min makker) for energi. Men vi har taget en dyb indånding og besluttet at give det en ny chance. Bare det at tage den beslutning har givet mig mere blod på tanden, og nu glæder jeg mig helt til at finde på indhold til vores undervisningswebsite.

Sitet skal handle om kristendommen. Vi har endnu ikke besluttet os for et tema, men vi forestiller os, at det skal være noget, gymnasieelever kan relatere til deres liv/hverdag på en eller anden måde. Det er selvfølgelig en udfordring, for gymnasieelever har et vidt forskelligt forhold til religionen. Nogle er kristne, nogle bekender sig til andre religioner, og så er der dem, hvis eneste forhold til kristendommen er juleferie og påskeferie.

Fælles for dem er, at de i faget religion skal lære om “kristendommen set i globalt perspektiv, navnlig i dens europæiske og danske fremtræden” (citat fra bekendtgørelsen), hvilket jo må siges at være rimelig bredt.

Det vigtigste budskab for mit vedkommende er, at kristendommen (ligesom al religion i øvrigt) er en dynamisk størrelse, der er forskellig til forskellige tider og på forskellige steder. Derudover kunne det være interessant at lede op til en debat om kristendommens placering i vores samfund i dag - i forhold til staten, i medierne etc. Samtidig vil jeg gerne have fat i hvad der er det essentielle i kristendommen (dvs. hvad det er, der gør at vi taler om en religion i 25.000 forskellige fremtrædninger, fremfor flere religioner). Hvornår er man kristen?

Jeg glæder mig over at glæde mig :)

1 svar til“ En frisk start ”

  1. Mikkel Siger:

    vi forestiller os, at det skal være noget, gymnasieelever kan relatere til deres liv/hverdag på en eller anden måde

    Jeg forestiller mig det nogenlunde således:

    Gaab! Det er mandag morgen og Louise skal stå op. Hun føler, hun har sovet så tungt, at hun nærmest været død, og det er enormt svært at vågne.

    SÅDAN VAR DET OGSÅ MED JESUS!

    Han VAR rent faktisk død, og så vågnede han igen — det er der i hvert fald nogen, der siger.

    —–

    Jonas er i Tokyo. Han synes, det er enormt spændende, men han kan ikke forstå, hvad japanerne siger.

    SÅDAN VAR DET OGSÅ I BIBELEN!

    I Det Gamle Testamente står der, at vi ikke kan forstå hinanden fordi der engang var nogle mennesker, der byggede et enormt højt tårn.

    ;-)

Skriv et svar