Undringskultur
Jeg fik forlænget afleveringsfristen til det 16-ugersprojekt, som kuldsejlede fordi min gruppemakker gik til af stress og kærestesorger og måtte hoppe fra. Så nu sidder jeg her i sommerheden og skriver rapport om IT-støttet religionsundervisning i gymnasiet.
Det er lidt svært at huske alt hvad der foregik i vores empiriindsamling - og hvorfor vi traf de valg som vi gjorde, men den grundlæggende nerve i projektet er jeg stadig rigtig hooked på.
Det drejer sig om at støtte en undringskultur frem for en facitkultur i gymnasiet (og i det her tilfælde i religionsundervisningen). En undringskultur vil sige et rum for undring (selvfølgelig), spørgsmål, samtale, interesse og at elevernes egen erfaring inddrages i undervisningen og i læringsforløbet. Med andre ord - hvordan får man 17-årige til at interessere sig oprigtigt for de mennesker og det samfund, der omgiver dem?
En facitkultur derimod er en kultur hvor det vigtigste er at du har den rigtige viden i hovedet når læreren stiller dig et spørgsmål til eksamen - og hvad der sker efterfølgende er mindre vigtigt.
Dette præsenterer selvfølgelig et dilemma for lærerne - især fordi undring tager tid. Man kan ikke nå at lære eleverne lige så meget hvis man skal støtte undringskulturen. Skal man da fokusere på at give dem en - måske - smallere viden, som de til gengæld også kan bruge udenfor skolens fire vægge, eller skal man sørge for at de klarer sig godt til eksamen?
Jeg er ikke i tvivl om at det ville gavne gymnasieeleverne mere at der herskede en undringskultur end en facitkultur. Som sagerne står nu er det dog svært for lærerne at leve op til, fordi fagbeskrivelsen, og herunder også eksamensformen, lægger op til at eleverne skal kunne huske meget op til eksamen. Min opgave som designer (!) er så at præsentere lærerne for en ny måde at introducere en undringskultur i deres klasser - ved hjælp af nye medier og en ny type undervisningsforløb.