Emotional Design
Donald Norman er designer og har en akademisk baggrund i datalogi, psykologi og ‘cognitive science’. Han har skrevet flere bøger om design og frem for alt hvordan man designer gode dagligdagsprodukter.
For et par år siden kom så bogen “Emotional Design. Why we love (or hate) everyday things”. Den er efter min mening et must hvis man er bare en lille smule interesseret i design. Jeg mener, se bare den titel… :)
Bogen omhandler menneskets følelsesmæssige tilknytning til produkter. Norman taler om ‘visceral design’, ‘behavioral design’ og ‘reflective design’. Produkter kan rettes mere eller mindre mod de tre niveauer. ‘Reflective design’ er rettet imod at brugeren reflektivt skal vælge dette produkt frem for et andet. Når jeg fx køber kort og brevpapir i Unicef-butikken på Nørregade er det udtryk for et reflektivt valg (afspejlet i produktets design). Det er en måde for mig at opretholde et bestemt selvbillede og give andre et indtryk af mig som jeg gerne vil have at de har. ‘Behavioral design’ handler om brugerens måde at bruge produktet på, som helst skal være så lidt besværligt som muligt. Disse produkter er funktionelle og brugervenlige. Endelig er der ‘visceral design’. Disse produkter taler umiddelbart til vores følelser og vores sanser på et biologisk eller “almenmenneskeligt” niveau gennem designerens form- og farvevalg. Det er den slags produkter, du ved du vil eje før du ved hvad de kan…
Om produkter er gode afhænger altså ikke kun af om de er godt gennemtænkt på det funktionelle plan eller om de giver brugeren en reflektiv oplevelse. Derimod er noget så uhåndgribeligt som følelser vigtigt i denne sammenhæng.
Norman citerer en undersøgelse foretaget af folks brug af forskellige hæveautomat-designs og det viste sig at dem, folk synes var pænest også var dem, de havde nemmest ved at bruge. Dette er ifølge undersøgelsen fordi kreativitet er betinget af at vi har det godt (og der skal tilsyneladende ikke så meget til at kroppen befinder sig i en “jeg-har-det-godt” tilstand). Og kreativitet er nødvendigt for at bruge stort set alle produkter. For når der går noget galt - og det gør der altid - skal brugeren kunne finde på alternative måder at løse problemet på, og trækker dermed på sin kreativitet.
Men alt det ovenstående handler jo om produktdesign - og det er jo ikke lige min boldgade - så hvordan kan man overføre Normans tanker til design af lærings- eller “formidlingsprodukter” som fx en oplysningskampagne? Først og fremmest er det måske tankevækkende at disse formidlingsprodukter ikke nødvendigvis behøver at være angstprovokerende for at virke, men også kan tale til mere positive følelser. Spørgsmålet bliver jo her om man kan sammenligne hvad der virker i læringssammenhæng, dvs. hvad der får folk til evt. at ændre holdning til nogle ting, og hvad der virker når man arbejder med et produkt…?