Bruner på 3 minutter - og lidt brok…
Jerome Bruner er en indflydelsesrig amerikansk uddannelsespsykolog (ikke at forveksle med praktiserende skolepsykolog). I hans seneste værker tager han en såkaldt kulturpsykologisk vinkel på uddannelsessystemet. Det vil bl.a. sige at han forstår menneskers læreproces (og det, de ender med at lære) som værende betinget af deres kultur. Og hvad er kultur så? Det nærmeste jeg er kommet på en forklaring hos Bruner er at kultur er en slags værktøjskasse, som mennesker kan bruge til at skabe mening i de virkeligheder eller det liv, der møder dem.
Det at skabe mening foregår ifølge Bruner gennem narrativer, dvs. historier. Mennesket er på en eller anden måde prædisponeret for at fortælle og forstå ting i en narrativ opbygning. Derfor mener Bruner, at man i uddannelsessystemet bør lægge langt mere vægt på at lære børn og unge at håndtere disse narrativer, at kunne skelne dem fra hinanden og at kunne bruge dem aktivt.
Det, der så er det ærgerlige for mig er, at jeg forventede at Bruner ville skrive om hvordan brug af narrativer i uddannelsessystemet fremmer engagement og læring hos de lærende - men i stedet fik jeg et forslag til hvordan mennesker kategoriserer viden. Jeg forventede at han var mere eksplicit omkring hvordan menneskers følelser påvirker deres læreprocesser, men det eneste jeg kan hive ud af det (tror jeg) er at han mener at følelser spiller en rolle i menneskers meningskonstruktion. Oh well…
7. december 2005 kl. 20:45
Interessant.
Det giver absolut mening for mig. Jeg har tusinde gange nemmere ved at huske et narrativt forløb end f.eks. et tal eller et navn, som jeg ikke har en historie at ‘hænge op på’ så at sige.
Kender du tilfældigvis til nogle bøger om dette emne som er forståelige for ganske almindeligt mellembegavede mennesker som mig?
7. december 2005 kl. 21:33
Jeg tror faktisk at Bruner er ret god at læse hvis man ikke, som jeg, sidder og kigger efter de forkerte ting. Den bog jeg referer til er: Jerome Bruner, The Culture of Education fra 1996.
Det er i øvrigt sjovt du siger det, for det får mig til at tænke på at det måske alligevel ikke er så galt med min problemformulering. Jeg behøver måske ikke det emotionelle element med ind over for at have en interessant vinkel. Måske er det spændende nok at det er godt for læreprocessen at fortælle ting gennem narrativer, fordi man simpelthen husker det bedre…
8. december 2005 kl. 10:30
Det er da det der er løsningen: At springe det emotionelle over. Det kan jo også være, at det simpelthen forholder sig omvendt end du gik ud fra fra starten: At folk bliver engagerede af narrativer FORDI de husker dem bedre og dermed lærer…?(Det forudsætter selvfølgeligt at læring virker engagerende… men det gør det vel også… åh nej - er vi tilbage ved noget flow??)
- Nå - det var i hvert fald en tanke