Bruner, uddannelse og narrativer
“Poison gas and Big Berthas might be the deadly fruits of verifiable science, but the impulse to use them grew out of those stories we tell ourselves. So should we not try to understand their power better, to see how stories and historical accounts are put together and what there is about them that leads people either to live together or to maim and kill each other?”
J. Bruner i The Culture of Education, 1996
Ovenstående er kernen i Bruners opfattelse af hvad uddannelse bør være. De “stories and historical accounts” han nævner er narrative fortællinger, som udgør en del af den kultur*, vi prøver at opdrage børnene i og til.
Når børn konstruerer mening eller betydning af de erfaringer de gør sig i skolen tænker de det i den narrative form. Det er den tænke-form vi bruger til at ordne vores dag-til-dag erfaringer. Bruner mener med andre ord at skolesystemet kan være bedre til at udnytte den måde mennesker strukturerer deres erfaringer på - altså i den narrative form.
Det er altså en uddannelse, der lægger vægt på fortolkning og forståelse frem for forklaring og information.
*Jeg fandt i øvrigt et andet sted hvor Bruner beskriver hvad kultur er. Han siger: “culture [is] the way of life and thought that we construct, negotiate, institutionalize, and finally (after it’s all settled) end up calling “reality” to comfort ourselves”. :)
15. december 2005 kl. 01:20
Det er ret interessant, hvordan og hvor meget man kan uddanne folk til at tænke anderledes. Jeg tænker på Rwanda, hvor man efter folkdrabet har banlyst, at folk kan “fortælle sig selv” som etnisk adskilte grupper. Gad vide om det virker? I Burundi har man gjort det modsatte: arbejdet ud fra en etnisk afballancering af magten, og derved fortalt en historie om, at de etniske skel er de afgørende. Måske taler jeg lidt forbi, det du vil med dit indlæg…
Jeg tror, at det er utroligt rigtigt, at det vigtige er at lægge vægt på fortolkning frem for information i uddannelse. Det forekommer mig, at det først er på universitetet, at man begynder på det.
15. december 2005 kl. 01:22
Herlig definition på kultur forresten:)
18. december 2005 kl. 14:29
Nej, du taler egentlig ikke forbi det, jeg vil med indlægget, selvom at det er i en anden sammenhæng.
Jeg synes også at det ville være meget interessant at finde ud af hvilken strategi, der virker bedst (Burundi eller Rwanda). Kunne du ikke lige skrive en opgave om det? :)
Bruner ville nok sige at begge strategier kunne give mening. Han mener at undervisning i narrativer (både i hvordan man konstruerer dem, og i de narrativer, der er indlejrede i kulturen) bør indgå i skolesystemet fordi de hjælper børnene til at danne sig en identitet, der passer til kulturen. Så længe den historie de fortæller om sig selv handler om at de kan leve i fred og fordragelighed med hinanden på tværs af etniske skel tror jeg ikke at Bruner ville mene at det gjorde nogen forskel hvorvidt deres etnicitet blev italesat eller ej.
Men det er selvfølgelig meget interessant hvad der sker når etnicitet bliver banlyst som identitetsmarkør. Hvilke andre markører gør man da brug af? Og hvordan fungerer det? Og hvad hvis det pludselig ikke fungerer så godt og der så kommer nogen og italesætter etnicitet med et ønske om separation og konflikt…?
7. januar 2006 kl. 00:43
Hej Sidsel Marie.
:) Der er sikkert nogen som har skrevet om forskellen på Burundi og Rwanda vil jeg tro.
Jeg tror måske, at jeg kunne bruge Bruners definition af kultur i min opgave. Er hans definition som du nævner også fra The Culture of Education?
7. januar 2006 kl. 16:39
Definitionen er i The Culture of Education s. 87. Han sætter det ikke selv op som en fasttømret definition, men nævner det sådan nærmest i en sidebemærkning. Jeg synes alligevel formuleringen var så fed at jeg blev nødt til at have den med i min opgave. Jeg elsker lidt når folk har denne der sådan lidt arrogante holdning til hvad kultur er for noget.