Det blev et praktikprojekt
Lige inden jul fik jeg afleveret mit praktikprojekt. Det kom til at hedde (hold fast) “Fortællinger om folkedrab. Et praktikprojekt om narrativer og læring på folkedrab.dk”. Måske lover titlen i virkeligheden lidt for meget. Jeg er ikke sindssygt grundig i min brug af læringsteori, så nogle af mine påstande bliver måske for subjektive. Vi får se…
Den grundlæggende tese for projektet er at man ved at benytte narrativer (altså historier/fortællinger) på forskellig måde kan give de besøgende på folkedrab.dk (gymnasieelever) en viden, som de husker bedre og bedre kan bruge til noget i “det virkelige liv” udenfor skolen. Dette er dels fordi mennesker konstruerer viden i en narrativ form og derfor bedre husker historier end fx opremsede fakta. Men derudover mener jeg også at narrativer kan hjælpe med at motivere eleverne på forskellig vis, blandt andet via det jeg har valgt at kalde aktørdrevet og rammedrevet motivation.
Aktørdrevet motivation vil sige at eleverne kan identificere sig med aktørerne i historien og rammedrevet motivation vil sige at de kan identificere sig med den “setting” historien foregår i eller med en relation (fx familierelation) i historien. Det er så et af de steder, jeg måske kommer til at påstå lige lovligt meget. For jeg har sådan set ikke noget belæg for at sige at identifikation fører til motivation…
Pointen med at bruge disse historier er at få eleverne til at artikulere eller reflektere over folkedrab som noget, der ikke nødvendigvis er meget fjernt fra “deres egen verden”. Blandt andet at give dem en forståelse for at folkedrab også kan finde sted i demokratiske nationer og at alle mennesker kan ses som potentielle gerningsmænd. Med andre ord, at folkedrab ikke er noget sort/hvidt (selvom man selvfølgelig godt kan skelne mellem om gerningerne er onde eller gode). Via narrativer kan man for eksempel give et nuanceret billede af folkedrabenes gerningsmænd eller tilskuere og dermed hjælpe til at forstå de dynamikker, der kan føre til at mennesker bliver gerningsmænd. Det er sådan en forståelse (forstået som indsigt - ikke accept), der er målet med undervisning i folkedrab.
En anden måde at bruge narrativer kan være at tage udgangspunkt i et billede som dette. (Klik for større)
Et billede kan indeholde et såkaldt narrativt script, hvilket i grove træk vil sige at det kan få os til at fortælle historier. Trøjen på billedet er fundet på et offer for Srebrenica-massakren i Bosnien i 1995. Det er et meget stærkt billede fordi det potentielt indeholder en stærk identifikation med personen, der blev dræbt. Det giver fornemmelsen af at “det kunne være mig”.
8. januar 2006 kl. 20:11
Der er ofte en modvilje imod at ville forstå gerningsmanden. Paul Richard blev kritiseret for at blåstemple guerillahærens handlinger i Sierra Leone, da han forsøgte at nå til en forståelse af motivationen for, hvorfor unge “meldte sig ind” i hæren.
Der er måske (i vesten?) en modvilje imod at forstå. Så vil man heller rydde af vejen (smide folk i fængsel eller slå dem ihjel). Andre steder er retfærdighed noget andet. Jeg har f.eks. ladet mig fortælle, at man i Grønland lader folk få ansvar for det som deres forbrydelse gik ud på. Har man f.eks. stjålet fra kassen, bliver man sat til at være ansvarlig for kassen. Altså en tanke om, at ansvar avler ansvarlighed. Eller i Mozambique, hvor gerningsmandens gen-menneskeliggørelse er en del af ofrets healing (eller også er det Finnström, der skriver om det i forbindelse med Norduganda). En chief af acholierne i Norduganda siger, at acholiernes tro på forsoning kommer til udtryk i det faktum, at acholierne ikke har fængsler, som så mange andre etniske grupper har.
Jeg synes, at det er en meget smuk tanke, som Nordstrom præsenterer i sin bog om krigen i Mozabique, at befolkningens anti-voldelige reaktion på volden (deres modstand imod at vælge side i krigen, men kun at vælge side imod krigen, og deres modstand imod at lade det som definerer deres menneskelighed blive opløst) var det, der i sidste ende umuliggjorde, at krigen kunne fortsætte.
Hermed vil jeg selvfølgelig ikke sige, at man bare skal elske og tilgive folkemord, men det er ikke desto mindre interessant, at vold, healing, retfærdighed osv. forstås så forskelligt.
10. januar 2006 kl. 09:59
Uden tvivl. Dette er også en af de ting, jeg har lært på DIIS. Forsoning og retfærdighed kan betyde noget forskelligt i forskellige sammenhænge/kulturer. I forhold til Cambodja kan man fx diskutere om buddhismen har fungeret som redning fra traumer (en måde at forstå folkedrabet - “livet er lidelse…”) eller om den faktisk lægger skylden for folkedrabet på ofrene selv, jf. karmalæren. Spændende hva’…
14. februar 2006 kl. 23:08
Til det med motivation og gerningsmænd, så er der vel en ret lang tradition for forståelse af gerningsmænd, men kun i form af at man narrativt fremstiller dem som helte. Altså tilbage til frihedskæmper/terrorist spørgsmålet og den revolutionsromantik nogle af os er vokset op med.