Der er måske (i vesten?) en modvilje imod at forstå. Så vil man heller rydde af vejen (smide folk i fængsel eller slå dem ihjel). Andre steder er retfærdighed noget andet. Jeg har f.eks. ladet mig fortælle, at man i Grønland lader folk få ansvar for det som deres forbrydelse gik ud på. Har man f.eks. stjålet fra kassen, bliver man sat til at være ansvarlig for kassen. Altså en tanke om, at ansvar avler ansvarlighed. Eller i Mozambique, hvor gerningsmandens gen-menneskeliggørelse er en del af ofrets healing (eller også er det Finnström, der skriver om det i forbindelse med Norduganda). En chief af acholierne i Norduganda siger, at acholiernes tro på forsoning kommer til udtryk i det faktum, at acholierne ikke har fængsler, som så mange andre etniske grupper har.

Jeg synes, at det er en meget smuk tanke, som Nordstrom præsenterer i sin bog om krigen i Mozabique, at befolkningens anti-voldelige reaktion på volden (deres modstand imod at vælge side i krigen, men kun at vælge side imod krigen, og deres modstand imod at lade det som definerer deres menneskelighed blive opløst) var det, der i sidste ende umuliggjorde, at krigen kunne fortsætte.

Hermed vil jeg selvfølgelig ikke sige, at man bare skal elske og tilgive folkemord, men det er ikke desto mindre interessant, at vold, healing, retfærdighed osv. forstås så forskelligt.