Når kulturformidling bliver allestedsnærværende
Line og jeg var til konference på Syddansk Universitet i går. Det handlede om kulturformidling gennem det, der med fine ord kaldes ubiquitous computing og pervasive computing, altså allestedsnærværende eller gennemtrængende teknologier. Dette felt handler blandt andet om:
- brugen af trådløse net (fx har ITU et trådløst net der dækker hele bygningen og det er en vision at hele Ørestaden skal være dækket af et trådløst net)
- brugen af mobile enheder, fx mobiltelefonen eller den håndholdte computer, der evt. kan kommunikere med hinanden “af sig selv”
- brugen af lokationsbestemmelse/positioneringssystemer ved hjælp af for eksempel GPS - altså at man kan se hvor folk befinder sig henne
- brugen af software, der er indlejret i fx de rum vi befinder os i eller det tøj vi har på
Disse ting kan blive interessant i forhold til kulturformidling idet det kan skabe en udvidet eller ekstra “dimension” at formidle gennem - og dermed forhåbentlig en bedre oplevelse for modtageren.
Det, der blandt andet interesserer mig er, at man ved at bruge denne her slags teknologi - eller måde at tænke på it på - kan skabe nogle oplevelser, der er der hvor brugeren er, frem for at brugeren skal gå til en eller anden “oplevelsescentral”, som for eksempel et museum. Når vi skal lave et formidlingsprojekt - en event - for Hovedstadens Røde Kors, der skal sætte fokus på det frivillige arbejde i hovedstaden synes jeg det er spændende at arbejde med København som byrum og med de situationer, der kan opstå i dette rum. Vi kan med andre ord møde deltageren i eventen der hvor hun er - i hendes dagligdag. Pervasive Computing kan dermed også flytte fokus over på brugerens eget miljø og kan gøre brugeren til med-forfatter - alt sammen noget, der kan føre til en øget følelse af ejerskab eller engagement.
Der blev vist flere eksempler på brugen af allestedsnærværende teknologi på konferencen, og Line og jeg var enige om at noget var meget federe end andet. Sjovt nok var vi mest hooked på de projekter, der spillede på “laveste teknologiske fællesnævner” (for eksempel Yellow Arrow, der i bund og grund handler om et klistermærke og en sms-besked). Pointen er jo netop at brugeren skal gøres opmærksom på ting, der foregår i rummet omkring hende (lyde, lugte, synsindtryk, stemninger, sociale koder…) og ikke skal “distraheres” for meget af fancy flash-effekter på mobil-skærmen.