Fortælling på tre niveauer
I mit nyligt afleverede speciale arbejdede vi med en lidt anden forståelse af fortællinger end den sædvanlige nedskrevne historie der følger en form for berettermodel.
Man kan forstå fortællinger på tre niveauer:
- De kulturelle fortællinger. Det er de fortællinger, der ligger i kulturen og som deles af medlemmerne af denne kultur, fx fortællingen om redningen af de danske jøder i oktober 1943 eller fortællingen om hvordan Arla monopoliserer verden ved at opkøbe de små mejerier. Kulturpsykologen Jerome Bruner taler om et begreb, han kalder “folkepsykologien” - en gruppe eller “kanon” af fortællinger om hvordan mennesker kan føle og handle i forskellige situationer. Disse er også kulturelle fortællinger.
- De konkrete fortællinger, man som menneske møder i verden når man læser en roman, ser en film, går i teateret, lytter til sin nabos røverhistorier osv.
- Menneskers “selvfortælling” - dvs. den historie de fortæller om sig selv, både til sig selv og andre. Det er noget i retning af det, man kalder identitet - altså menneskets fornemmelse af bl.a. “mig selv” og mine handlemuligheder i verden. Bruner (og jeg) mener at denne identitetsforståelse - ligesom al anden erfaring i øvrigt - konstrueres i en narrativ form, og således havner vi ved begrebet “selvfortælling”.
Og hvad kan man så bruge det til? Jo, man kan for eksempel spørge sig selv hvad sammenhængen mellem de tre fortælleniveauer er. Kan man for eksempel ændre på folks selvfortælling ved at præsentere dem for en bestemt type konkret fortælling? Kan man ændre på de kulturelle fortællinger ved at ændre nogle af de andre to niveauer? Og hvordan gør man så det?