Maria Minard og den virtuelle by
Maria fra Minard Design er en af initiativtagerne til projektet Virtual Copenhagen, som hun på sit website beskriver som “en meget spændende informationsportal til København - i interaktiv 3D”. Jeg mødtes med Maria i går (ja så så man mig, totalt på networking-kaffe-aftale) for at snakke løst og fast om projektet og hvordan man kunne supplere den virtuelle informationsportal med allestedsnærværende kommunikation. Altså at brugeren kan tilføje information til systemet mens vedkommende befinder sig ude i byen, eller kan modtage information fra systemet, der er knyttet til et bestemt sted, når vedkommende befinder sig netop der. Hmmm denne beskrivelse er måske lidt ulden, men jeg er ikke helt klar over hvor meget jeg må afsløre, da portalen stadig er på prototypestadiet… Maria har allerede gang i mange tanker af denne art - blandt andet i samarbejde med forskere fra ITU. Jeg håber at jeg kan komme til at arbejde med denne type ting, når jeg er færdig i januar, så det var meget spændende at høre Maria fortælle om projektet.
Jeg fik også et par råd med på vejen til opstarten af mit og Lines firma, blandt andet en henvisning til bogen “Sälg dig själv och ta betalt” af Ulla Lisa Thorden. Jeg giver en anmeldelse når jeg har fået fat på bogen og har fået læst den.