Pervasive Learning konferencen
I går viste det sig at det super-højteknologiske felt, jeg troede jeg var ved at bevæge mig ud i, i virkeligheden snarere går efter “laveste teknologiske fællesnævner”.
Konferencen om “Pervasive Learning”, som jeg deltog i i går, blev præsenteret sådan her:
“Forestil dig en arbejdsdag hvor du slipper for at skulle slå op i tykke manualer eller at sidde bænket foran pc’en for at løse de problemer, der opstår i dagens løb eller tilegne dig den nødvendige viden for at komme videre med dine opgaver.
En arbejdsdag hvor du lærer dig noget nyt, præcis dér hvor behovet opstår, når det opstår, og desuden efter dit eget hoved, i dit eget tempo og i overensstemmelse med dine forudsætninger.” (KomIalt.dk)
Visionen er altså at den lærende (som kan være i alle aldersgrupper) skal have mulighed for at lære når og hvor det er relevant for ham/hende og på baggrund af hans/hendes forudgående viden.
De systemer eller “Pervasive Learning Environments”, der skal fascilitere dette, skal altså både have en viden om hvor brugeren befinder sig og have en mere dybdegående viden om brugeren - viden om fx alder og hvor langt brugeren er kommet i et læringsforløb. Det hele skal muliggøres via ny teknologi, der bruger positioneringsteknologi til at bestemme hvor brugeren befinder sig og mobile enheder til at kommunikere med brugeren. Eller hvad?
Det interessante er, at alle oplægsholderne på konferencen - også dem, der havde en teknologisk baggrund - snakkede om forståelse af menneskets måde at skabe sin kontekst på frem for om tekniske modeller - og snakkede om menneskers læring gennem handlen i verden og menneskers brug af metaforer frem for om hvordan disse systemer kan opbygges teknologisk.
Russell Beale sagde endda: “Don’t worry about technology. Technology will happen”… Hvad man derimod skal bekymre sig om, hvis man er interesseret i at udvikle “Pervasive Learning Environments” er at forstå menneskers måde at danne sociale relationer på, menneskers måde at lære, hvordan man motiverer folk, hvordan man kan studere disse ting og bruge dem i en designproces, hvordan man møder folk der hvor de er så de kan finde ud af at bruge disse systemer og finder dem relevante osv.
Dette kan selvfølgelig ses som et udtryk for at teknologien ikke er nået så langt endnu. Man er i højere grad i gang med det teoretiske fundament for at forstå “Pervasive Learning” som felt. Men jeg synes alligevel at det er bemærkelsesværdigt at det lige netop er den type diskussioner, man lægger til grund for, hvad der til syvende og sidst vil blive en gennemteknologiseret måde at være i verden på.