Næste semesters projekt
Nu hvor de tekniske ting er på plads er det vist på tide at få fyldt noget indhold på bloggen. Jeg har dejlige 3 ugers ferie nu, men vil alligevel gerne være på forkant med det projekt, Line og jeg (og måske en tredie hvis vi kan finde en) skal i gang med i begyndelsen af næste semester.
Projektet er et såkaldt 16-ugers projekt, dvs. at det har varighed af semester+projektperiode=16 uger. For at give en idé om omfanget kan jeg fortælle at projektet udløser 15 ECTS (det samme som et BA-projekt på Religion).
Projektet er et undervisningsmateriale - formentlig på Cd-rom - til gymnasieskolen om kristendommen. Det er meningen at Line og jeg skal kunne drage nytte af hinandens viden - dvs. bl.a. min baggrundsviden om religion og hendes grafiske kunnen og viden om konceptudvikling. Den ideelle person nr. 3 ville efter min mening være en, der havde en baggrund i undervisning i en eller anden form, og som er sej til Flash.
Mine egne mål med projektet er:
- At gennemgå en konceptudviklings- og designproces og få gjort brug af nogle af de ting jeg lærte i Interaktionsdesign sidste forår.
- At opnå nogle erfaringer om det, at formidle kulturstof gennem digitale medier.
- Måske vigtigst af alt for mig lige nu: at lave en kobling mellem min baggrund og mit nuværende studium.
Derudover har jeg nogle mål jeg håber at få opfyldt, som er relaterede til de kurser jeg (næsten helt sikkert) kommer til at følge til næste semester:
Læring og IT: et felt jeg ved absolut intet om. Jeg håber derfor at projektet kommer til at gå godt i spænd med kurset og at de ting, jeg lærer der vil kunne berige projektet. Rimeligt blank på det område…
Projektledelse og produktion af digitalt indhold: Da projektet måske skal munde ud i et konkret produkt, og i hvert fald i en mock-up, håber jeg at kunne gøre brug af teknikker til projektstyring mv. Hvis ikke som ’projektleder’, så i hvert fald at kunne tænke praksis ind i teorien.